Det pædagogiske arbejde og metode

Det pædagogiske arbejde og metode på Egehøjvej

Egehøjvej 34 er karakteriseret ved en dagligdag, som er kendetegnet ved en struktureret behandlingsmæssig tilgang med særlig fokus på pædagogisk effektmåling, ude-liv og sund kost.  Pædagogikken hviler på et overordnet fundament bestående af forudsigelighed og struktur med det formål, at skabe en overskuelig og genkendelig hverdag for barnet.

Korte forløb

På Egehøjvej arbejdes der, i korte intensive forløb af max. 6 måneder, med at muliggøre en fremtidig tilbagevenden til hjemmet eller til netværket, plejefamilien, mfl. Forløbet er kendetegnet ved at tage afsæt i udredning, fastlæggelse af behandlingsmål samt en målrettet pædagogisk indsats.

Desuden er forløbet kendetegnet ved stor involvering af barnets forældre i forhold til indsatsen, da dette medvirker til at sikre, at virkninger af forløbet kan fastholdes over tid. Forældrene vil i forløbet have deres egne udviklingsmål i forhold til indsatsen og de vil også skulle deltage i mere dagligdags aktiviteter på Egehøjvej 34.

Indsatsen er et individuelt tilrettelagt forløb, der igangsættes på baggrund af den kommunale Handleplan.

Akutte forløb

Akutte forløb kendetegnes ved, at målgruppen er børn som akut må fjernes fra hjemmet, og hvor der ikke umiddelbart er andre muligheder for anbringelse. Den akutte anbringelse er også kendetegnet ved, at den anvendes indtil hjemgivelse er muligt eller andet anbringelsessted er fundet. Ved akutte anbringelser samarbejdes ikke som vanligt med familien, netværket eller andre, da anbringelsen er kortvarig – max. 4 uger.

Koordinerende pædagog

Omkring hver familie, der er tilknyttet Egehøjvej 34, er der et team bestående af en koordinerende pædagog samt en netværksmedarbejder. 
Den koordinerende pædagog varetager de fleste praktiske opgaver i barnets hverdag, imens netværksmedarbejderen er ansvarlig for samarbejdet med forældre, skole, rådgiver og andre samarbejdspartnere. 

Pædagogikken på Egehøjvej tager udgangspunkt i det enkelte barn, dets ressourcer og behov og med en pædagogisk indsats understøttes og udvikles der fremadrettet nye færdigheder hos det enkelte barn.

Når et barn flytter på Egehøjvej er det fordi den aktuelle situation som familien befinder sig i, er uhensigtsmæssig for barnets udvikling og trivsel. På Egehøjvej 34 ser vi det som vores overordnede mål, at give børnene tryghed og omsorg. Desuden ønsker vi, at skabe et miljø præget af varme, accept og rummelighed – dette både for barn og forældre/netværk. 

Udover de konkrete målsætninger, som er gældende for det enkelte barn - og for familien som helhed, er de overordnede mål på Egehøjvej 34 følgende:

  • At børnene kommer i personlig udvikling og trivsel, som kan fortsætte efter forløbet på Egehøjvej 34
  • At børnene kan flytte hjem eller til et mindre indgribende tilbud(plejefamilie, netværk, projektplejefamilie, m.v.)
  • At forbedre børnenes familierelationer og forældrenes omsorgskompetencer
  • At børnene kommer til at indgå i et stabilt dagtilbud eller skole
  • At børnenes netværk forbedres

På Egehøjvej er formålet at yde støtte, råd og vejledning til familier. Familierne tilbydes nye ideer og muligheder ift. netop det, der er jeres største udfordringerDette sker ved hjælp af støttende samtaler i eget hjem og på Egehøjvej 34 ved deltagelse i samarbejde med for eksempel pædagoger, lærere og familierådgiveren.

Udviklingsprofilen som pædagogisk værktøj

Der arbejdes med blandt andet udviklingsprofiler, dagbogsprogrammer og geneogrammer med henblik på at kunne reflektere og dokumentere, dels effekten af det pædagogiske arbejde, men også samspillet mellem barnets oplevelse, de pædagogiske observationer, samt den pædagogiske indsats.

Udviklingsprofilen er implementeret i det pædagogiske arbejde som et dynamisk og pædagogisk værktøj, der løbende justerer mål og delmål med barnet, metode, og medarbejder som fælles omdrejningspunkt.

Medindflydelse er omdrejningspunkt

Vi har desuden fokus på, at børn og familie sikres medindflydelse. Der afholdes børnemøder, hvor der informeres om for eksempel nye medarbejdere, ligesom der kan diskuteres relevante ting, som for eksempel om det er muligt at have et kæledyr. Børn skal være med i de beslutninger, der på en eller anden måde berører deres liv og de beslutninger, der træffes skal tage hensyn til barnets interesser.

Tillid, tryghed og relationer

Vi bestræber os på at møde barnet og forældrene/netværket, med afsæt i hvem de er og hvilken historie de har. Vi forsøger med andre ord, at møde familien med en forståelse og nysgerrighed på deres virkelighed.

Rummelighed, forudsigelighed og trygge rammer er vigtigt. Det samme er tydelige, nærværende og synlige voksne. Relationen og det tillidsopbyggende arbejde mellem barn og voksen er det, der medskaber barnets tro på sig selv og sine omgivelser. Det, at være en vigtig brik i et fællesskab, det tætte daglige samvær, at man har betydning for andre end sig selv, tror vi på medskaber rum for udvikling og forandring.

Egehøjvej 34 yder døgntilbud med henblik på pædagogisk udredning, socialpædagogisk støtte og behandling og hvis behov konstateres indgår der psykologsamtaler eller legeterapi ved Familiehusets interne psykologteam. Herudover er det muligt at tilkøbe psykologisk undersøgelse under barnets ophold på institutionen.