Eksempel på forløb 2

Mia, på 32 har sønnen Jakob på 4,5 år. Hun er skilt, og har været det i 1 år. Jakob har samvær med sin far, hvilket er fastsat af statsforvaltningen, da samværet ifølge Mia har været meget ustabilt.

Mia kommer til opstartsmøde hos Familiehuset i Januar md. Med til mødet er Mias familierådgiver, Trine og familiekonsulenten Rikke.

Mia og familierådgiveren Trine har inden mødet med familiekonsulenten haft et par møder, hvor de har talt om de problematikker, der er i familien, og som påvirker Jakob. Det er Jakobs pædagog, der har lavet en underretning, da børnehaven oplever, at Jakob det sidste halve år har ændret adfærd. Han bliver ofte ulykkelig og er samtidig meget udadreagerende, og slår de andre børn.

Mia og familierådgiveren Trine har talt sammen om, hvad årsagerne kan være, og Mia mener, det hænger sammen med, at Jakob ikke ser sin far stabilt, og at far og mor skændes. Trine og Mia har sammen fundet frem til et par punkter, som de tænker familiekonsulenten vil kunne støtte Mia i. Det er blandt andet, at der skal være mere struktur i familiens liv, at der skal mere stabilitet ind i Jakob liv, og så vil Mia gerne blive bedre til at sætte grænser.

Til opstartsmødet fortæller familierådgiveren, Trine , om familiens situation, udfra hendes samtaler med Mia, og udfra den underretning børnehaven har lavet.  Mia byder også ind med hendes version af Jakobs, hendes egen og Jakobs fars konfliktfyldte samspil, og hvor det er hun har brug for støtte til at komme videre på en bedre måde.

Alle parter bliver enige om, at der skal etableres et forløb, hvor familiekonsulenten Rikke kommer hjem til Mia og Jakob i ialt to timer om ugen i en periode på fem mdr. Når de første tre mdr. er gået, afholdes et evalueringsmøde, hvor familierådgiveren Trine er med for at høre, hvordan det går. Der tages udgangspunkt i den rapport familiekonsulenten Rikke har skrevet. -med de observationer og fremskridt eller tilbagegang, der har været i forløbet. Mia skal selvfølgelig læse og godkende rapporten. Rapporten er nødvendig for at familierådgiveren Trine kan afslutte forløbet, eller evt. tilbyde Mia og Jakob et nyt forløb eller et helt andet tilbud.

Ved afslutningen af opstartsmødet aftaler Mia og familiekonsulenten Rikke, hvornår det første besøg skal være.

Allerede fjorten dage efter mødet, er Rikke på besøg hos Mia. De har aftalt, at Rikke kan gå med dem ned på en legeplads, så Jakob lige kan se Rikke an. Mia og Rikke får talt om lidt og hvert den første gang, og de aftaler hurtigt tid for de næste tre møder. Rikke kommer næste gang, inden Jakob hentes i børnehaven, så Mia og Rikke kan snakke i ro og fred.

De følgende gange kommer især til at handle om, hvordan Mia kan takle Jakobs ked af det hed og raseri, men også Mias frustrationer og vrede over, at Jakobs far virker så ligeglad, og hvordan det påvirker Jakob.

Mia har flere gange udtrykt bekymring, fordi Jakob ikke hører efter. Rikke laver nogle observationer af samspillet mellem Jakob og Mia, og det bliver tydeligt, at Mia har svært ved at stå fast overfor Jakob, og derfor havner de ofte i store konflikter, hvor Jakob bliver helt umulig. Mia og Rikkes samtaler gør, at Mia bliver bevidst om sine egne reaktioner overfor Jakob, og effekten viser sig ved, at det bliver lettere at få Jakob i seng, ligesom de i børnehaven giver udtryk for, at Jakob virker mere glad.

Jakobs far er stadig ustabil i relation til samværet med Jakob, men Mia forsøger at undgå for store følelsesudbrud overfor både Jakob og også Jakobs far.

På evalueringsmødet er det tydeligt, der er sket fremskridt og efter de fem måneder afslutter rådgiver forløbet med en tilfreds mor.